Dansk Musikterapeutforening har i mange år haft samarbejde med uddannelsesinstitutioner og foreninger på tværs af flere fag- og landegrænser.

Dansk Magisterforening
Dansk Musikterapeutforening er organiseret under Dansk Magisterforening (DM). Det er DM, der varetager musikterapeuters løn- og ansættelsesmæssige vilkår og krav. Under Dansk Magisterforening har musikterapeuterne dannet Dansk Musikterapeutforening (DMTF).

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet danner ramme om musikterapiuddannelsen som består af en 3-årig bachelor- og 2-årig kandidatuddannelse. Uddannelsen er fra september 2015 placeret i Musikkens hus i Aalborg midtby. Bachelordelen kan alternativt gennemføres på to år på PROMUSA som en egenbetalt uddannelse, tilrettelagt over 4 semestre. Undervisningen finder sted som weekendundervisning på Aalborg Universitets afdeling i København S. PROMUSA er adgangsgivende for kandidatuddannelsen på Aalborg Universitet i Musikkens hus.

The European Music Therapy Confederation (EMTC)
EMTC er en sammenslutning af europæiske professionelle musikterapiforeninger, der arbejder aktivt for at fremme den videre udvikling af musikterapeutisk praksis i Europa, og fremme udveksling og samarbejde mellem medlemslandene. Det overordnede formål med EMTC er at give næring til gensidig respekt, forståelse og udveksling mellem musikterapeuter i Europa.